Ellinge Sogn ligger omkranset af nabosognene Skellerup, Kullerup, Refsvindinge, Herrested, Rolfsted og Rønninge. Sognet er beliggende i et område, hvor istiden, og det efterfølgende smeltevand, har sat sit præg. I løbet af istiden og afsmeltningen aflejrede smeltevandet store mængder grus og sand i området. Aflejringerne formede Ellinge sogns natur, og med tiden også livet og hverdagen i sognet.
Der er i dag tre fredede fortidsminder i Ellinge Sogn. Det ene er en rundhøj fra stenalderen. I 1890 var gravhøjen dannet af 8 sten, men i 1950’erne var der blot fem af disse sten tilbage. Sognets resterende to fredede fortidsminder er beliggende i Pårup. Det drejer sig om endnu en gravhøj samt borgtomten efter en middelalderlig herregård, Pårupgård. At der kun er tre fredede fortidsminder i Ellinge Sogn er resultatet af tidens tand og udvikling. I 1807 indsendte Ellinges præst en indberetning over levn fra oldtiden til Oldtidskommisionen, forgængeren for vore dages Nationalmuseum. I indberetningen oplister præsten mange, detaljeret beskrevne gravhøje, men han beskriver desværre også hvordan stenene fra de fleste er flyttet, slået itu og brugt til stengærder og broer. Kun en enkelt af de omtalte gravhøje beskrives af præsten som værende "endnu urørt”.
Ellinge Kirkes døbefont har delt vandene. I 1872 omtales den i TRAP-Danmark som en "Gammel mærkelig Granit Døbefont.". Det gentages i 1920’erne, hvor man ellers har identificeret kunstneren bag. Først fra 1950’erne omtales døbefonten som en "Smuk, romansk sandstensfont af den gotlandske mester Sighrafr". Kunstneren Acton Friis beskrev i 1920’erne døbefonten med disse ord: "en usædvanlig smuk Døbefont, et fortrinligt Stenhuggerarbejde i Sandsten af den gullandske Mester Sighrafr — et Kunstværk, som ved sin Skønhed herinde i det svale, mørke Kirkerum vækker en Andagt, som næsten kommer paa Højde med den, man føler ude i Naturen under den straalende Sommerhimmel. Ved sin usædvanlig rige Ornamentering og Figurfremstilling er dette Arbejde et Unicum, selv blandt Øens mange andre skønt dekorerede romanske Døbefonte."
Ellinge, eller Ellingh, omtales første gang i 1408. I det efterfølgende århundrede staves bynavnet mest med "Æ", men i løbet af 1500-tallet går man over til vore dages stavemåde. Bynavnets oprindelse er omdiskuteret. Nogle mener, at det er afledt af navneordet ælli; ellekrat, mens andre regner det for at være afledt af mandsnavnet "Alli". Ellinge er sognets oprindelige by. Det er således beboere fra Ellinge som har grundlagt nabobyerne Pårup og Bækstrup. Ellinge bestod i 1600-tallet af 18 gårde og et par mindre huse. Byens størrelse var rimelig konstant frem til udskiftningen i 1795. Her fik Ellinges bønder deres jord fordelt i blokke omkring byen, og ni af byens gårde blev flyttet ud til de nye marker. I midten af 1800-tallet fik gårdejerne mulighed for at blive herre i eget hus. Det førte til opførelsen af flere gårde, og Ellinge kom i starten af 1900-tallet op på at rumme 24 gårde.
Efter Udskiftningen i 1795 var der stadig arealer, som landsbyens beboere var fælles om. Det gjaldt blandt andet vandingssteder, men også de steder hvor man hentede grus og sand. Efterhånden ønskede man at få sat system i administrationen af landsbyens fællesarealer. Det førte i 1884 til oprettelsen af Ellinge Bylaug. Indtjeningen fra byens grusgrave skulle gå til en såkaldt bykasse, og bruges til gavn for sognets beboere. Bylauget gav frem til 1944 hvert år et bidrag til sognets trængende beboere. I 1930 blev man i Ellinge enige om at frasælge grusgravene, og Bylauget mistede derved muligheden for at fortsætte de årlige bidrag. Ellinges markante Stævnetræ er efter sigende plantet på det gamle bystævne omtrent samtidig med oprettelsen af Bylauget. Fra 1950’erne er det Bylauget, der har stået for den årlige klipning af Stævnetræet.
Bækstrup er opstået i middelalderen, men i kilderne kan byen, her kaldet Begstrup, følges tilbage til 1610. Bynavnet er sammensat af "bæk" og "torp", og henviser derved til byens anlæggelse. Beboere er flyttet ud fra den oprindelige by, Ferritslev, og har grundlagt deres egen by ved bækken. Bækstrup var en del af Ferritslev sogn indtil 1555. I 1554 bad Kong Christian 3. alle præsterne i Nyborg Len om at indberette, hvorvidt deres sogne kunne understøtte deres økonomiske situation. Tilbagemeldingerne fra præsterne i området omkring Bækstrup medførte, at det tidligere sognefællesskab mellem Ellinge og Ferritslev blev opløst. I den forbindelse skete der en omfordeling af jord, og Bækstrup blev som følge heraf en del af Ellinge Sogn. Landsbyen Bækstrup bestod i starten af 1600-tallet af tre gårde. Tallet lå stabilt indtil 1800- tallet, hvor yderligere tre gårde blev opført.
I 1408 fik ridderen Hr. Niels Jensen Bild ejerskab over en gård i Paderup. Ridderens indførelsesbrev er den tidligste kilde til både Pårupgård og landsbyen Pårups historie. Bynavnets forreste del kan tolkes som ”Pa”, et navn eller tilnavn, der kan betyde påfugl. De første beboere i Pårup var bønder, der flyttede fra Ellinge, ud til ny jord og grundlagde deres egen by. Beboerne i Pårup fortsatte med at være i dyrkningsfællesskab med Ellinge. Det betød, at de to byer havde fælles aftaler om hvad man dyrkede, hvornår og på hvilke marker, således at man fik det bedst mulige udbytte. Dyrkningsfællesskabet fortsatte indtil 1796 hvor Pårups jorder blev omfordelt, således at de enkelte bønder fik samlet deres jord. Udskiftningen førte til at to af Pårups fire gårde blev flyttet væk fra landsbyen og ud til deres nye marker.
I dag ser Øksnebjerg ikke ud af meget i landskabet, men for hundrede år siden var bjerget 55 meter. Grundet sin højde og synlighed i landskabet blev Øksnebjerg tidligere anvendt som en såkaldt trigonometrisk station, et fikspunkt for opmåling og kortlægning af Danmark. Øksnebjerg er med tiden svundet ind. Årsagen er grusgravning. Istiden aflejrede store mængder grus i Øksnebjerg. I løbet af 1900- tallet begyndte man at udvinde grus fra bjerget. Grusgravningen fik Øksnebjerg til at svinde ind, og i løbet af 1990’erne blev de sidste rester af bjerget gravet væk og brugt til opfyldning. Øksnebjerg har leveret materiale til byggerier, men også til vores fælles kulturarv. Mindet om "bjerget” er bevaret i de gamle folkesagn, hvor det fortælles, at alterbægeret i Ellinge Kirke oprindeligt stammer fra troldene i Øgsnebjærg.
Vore forfædre levede meget tættere på naturen, end vi gør i dag, og grænsen mellem det naturlige og overnaturlige var ofte flydende. Der er derfor mange af vores østfynske bakker og forhøjninger i landskabet der har spillet en rolle i mundtlige overleveringer, fortællinger og sagn. Ofte dannede bakkerne ramme om de overnaturliges hverdag og fest. Det gælder også Øksnebjerg. Om Øksnebjerg fortælles det, at her boede trolde. En aften, da en mand kom ridende forbi, var "bjerget” løftet op, for der var fest. Rytteren stoppede op og betragtede festlighederne. Efter et stykke tid kom en troldkarl og bød ham et bæger vin. Rytteren stolede ikke på trold karlen, så han kastede vinen bag over hesten og red hurtigt væk fra bjerget. Da han nåede til Ellinge kirkegård, måtte troldene opgive jagten. Drikkebægeret er siden, ifølge folkesagnet, blevet brugt som kirkebæger i Ellinge Kirke.
Den 25. juli 1408 fik ridderen Niels Jensen Bild overdraget "alt det gods, som ligger til Paderup, i Ellingh sogn”. Hvilket gods eller gårde der er tale om, er ikke beskrevet, men det kan have været herregården Pårupgård. I 1589 besøgte biskop Jacob Madsen Ellinge. Han noterede da i sin visitatsbog, at der i sognet fandtes en herregård ved navn Porupgord. Ifølge biskoppen tilhørte Pårupgård Otte Emmiksen, men den var i 1589 beboet af 2 bønder. Det var måske godt det samme, for herremanden gik under tilnavnet "den Onde”. Pårupgård kom i 1672 i kongeligt eje, men den blev i 1719 solgt fra og lagt ind under Hindemae. Det gamle voldsted er med tiden groet kraftigt til, men for det trænede øje er voldstedet stadig synligt i landskabet. Den gamle voldgrav fremstår nu som en tør grav med kampestens sætning. Voldstedet er fredet.
