Flødstrup sogn omfatter byerne Flødstrup, Mullerup, Langtved og Kissendrup, samt hovedgårdene Risinge og Rørbæk. Geografisk afgrænses sognet mod øst af Storebælt, mens Bovense, Aunslev, Ullerslev, Rynkeby, og Revninge sogne afgrænser sognet indenlands.
Flødstrup sogns fortid er ikke umiddelbart synlig i landskabet, men den ligger gemt under mulden. Der er fx fundet mange detektorfund nær Rørbæk. Vadestedet over åen har været brugt i mange generationer, og arkæologerne har således fundet spor af aktivitet på stedet helt tilbage fra årene før år 0. Der er ingen fredede fortidsminder i Flødstrup sogn, men vi ved, at der tidligere har været en del gravhøje i sognet. I 1623 beretter præsten at der i en af sognets høje, når man graver efter fyld til andre steder, findes menneskeknogler. Præstens beretning er et tydeligt bevis på, hvorfor man i en efterfølgende præsteindberetning fra 1807 må konstatere, at ”Her finds ingensteds paa Markerne hverken hedenske Offersteder eller Gravhøye, ja end ikke mindste Spor af samme.” Gravhøjene, der omtales i 1600-tallet, er i starten af 1800-tallet for længst gravet op for at blive brugt som vejfyld og lignende.
I Flødstrup sogn er der 48 statshusmandsbrug; ejendomme opført på et begrænset stykke jord, betalt af statslån. Ved at optage såkaldte statshusmandslån kunne gældfrie, ustraffede, flittige og ædruelige mænd med landbrugserfaring låne til at købe et stykke jord og bygge sig et hus. Sognets mange statshusmandsbrug skyldes gennemførelsen af Lensafløsningen. Staten vedtog i 1919 ophævelsen af grevskaber, baronier og stamhuse. Man opfordrede godsejerne til at lade deres godser overgå til fri ejendom, og staten opgav sin ret til at overtage godser uden arvinger. Til gengæld skulle godsejerne betale en afgift og afgive en tredjedel af deres jord til udstykning af husmandsbrug. Stamhusene Hverringe og Schelenborg opfyldte deres jordforpligtelse ved at opkøbe og afgive jord i Flødstrup. Herved opstod de sammenhængende statshusmandskolonierne ved Hannesborg og Rørbæk.
Flødstrup Kirke er oprindeligt indviet til Vor Frue. Kalkmalerierne i Flødstrup Kirke er erklæret bevaringsværdige. De er malet i starten af 1500-tallet, og malerierne er fortrinsvis placeret i kirkens tårn. Kalkmalerierne er afbildninger af bomærker, altså personlige ejendomsmærker, samt forskellige planteornamenter; eksempelvis rosetter, ranker og buketter. I 1598 besøgte biskop Jacob Madsen Flødstrup Kirke. Kirken havde netop fået en ny altertavle, opsat af Christen Quitzow. Om altertavlen noterer biskoppen, at både Quitzows og hustru Fru Margrethe Høegs våbenskjold er på tavlen, til trods for, at hun ”gaff icke 1 Sk.[illing] der til”. Biskoppen er tydeligvis ikke tilfreds med, at Fru Margrethe har sat sit mærke uden at have bidraget til tavlen. Altertavlen brændte desværre i 1865, men allerede samme år opsattes den nuværende altertavle af N. P. Holbech.
Driftige bønder I 1408 omtaler de skriftlige kilder Niels Jensen Bild fra ”Keszendrup”, og hermed træder Kissendrup første gang frem i den skrevne historie. Navnet Kissendrup består formodentligt af kvindenavnet Kristina, og endelsen -drup, der fortæller, at Kissendrup er opstået ved udflytning. Beboere fra Flødstrup har flyttet deres boliger ud fra Flødstrup og har opbygget en ny by, Kissendrup. I 1664 ejede kongen og områdets godsejere alle gårde i byen. Et århundrede senere var ejerskabet af byens gårde fordelt mellem herregårdene Rørbæk, Risinge, Juelsberg og Skovsbo. I løbet af 1800-tallet tog overgangen til bøndernes selveje fart. Den var allerede fremskreden i 1844, og i 1903 var næsten alle byens huse og gårde på bøndernes og husmændenes egne hænder. De mange selvejerbønder var driftige folk, og Kissendrup fik eget andelsmejeri ”Rosvang” i 1895.
Mullerup (Mulleroppe) omtales første gang omkring 1540. Forleddet betyder ”muld”, mens efterleddet indikerer, at byen er en udflytterlandsby. Deraf er det muligt, at Mullerups første beboere er flyttet fra Flødstrup for at komme ud til mulden. I de fleste landsbyer var gårdene den dominerende beboelsesform indtil 17-1800-tallet. Men i Mullerup har der allerede fra 1660’erne været en ligelig fordeling mellem antallet af gårde og huse. Dette skyldtes formodentligt nærheden til de to herregårde, der gav et stort behov for arbejdskraft. Det var derfor muligt at forsørge en familie uden at eje jord, hvis man arbejdede for de to hovedgårde. I 1844 var de fleste gårde overgået til selveje. Det samme gjaldt imidlertid ikke byens fæstehuse. I starten af 1900-tallet var det endnu ikke alle byens huse, der var kommet i husmændenes eje. Gårdmændene var blevet deres egne herrer, mens husmændene stadig var afhængige af arbejdet for herregårdene.
Navnet Rørbæk optræder første gang i 1438, hvor Rørbæk er en landsby, hvori der ligger en hovedgård. Med tiden voksede hovedgården, og i 1620’erne nedlagdes landsbyen, og byens sidste seks gårde blev lagt under hovedgården, der overtog navnet Rørbæk. I 1728 blev Rørbæk købt af Munkebos præst Claus Wedel og møllersønnen Otte Jacobsen. Jakobsen købte et par år efter præsten ud og tog navneforandring til Engelsted. Rørbæk var i Engelsted-slægtens ejerskab indtil 1924, hvor hovedgården blev sat til salg, jorden solgt fra, og en del af bygningerne blev nedrevet; blandt andet Rørbæks to-etagers hovedbygning i bindingsværk fra slutningen af 1500-tallet. Efter nedbrydningerne blev en tidligere svine- og hestestald indrettet til den nuværende hovedbygning. Hovedgården Rørbæk eksisterer endnu, men der er ikke meget tilbage af den hovedgård der fandtes for blot 100 år siden.
Landsbyen Risinge, eller ”Ryszeningenlycke”, som den oprindeligt betegnes, bliver første gang nævnt i 1532, men landsbyen nedlægges allerede i 1660’erne. Efter indførelsen af enevælden i 1660 blev mange af kronens fynske gårde og jorder sat til salg, heriblandt tre gårde i Risinge. Nyborgs rådmand Jens Madsen Rosenberg opkøbte i 1661 alle kronens gårde i landsbyen. Han sammenlagde derefter gårdene til en hovedgård, der overtog den nu nedlagte landsbys navn, Risinge. Allerede ved oprettelsen havde Risinge mange gårde under sig. Rosenberg havde, ud over Risingegårdene, opkøbt femten andre gårde i sognet, og i løbet af 1660’erne blev yderligere syv gårde lagt til hovedgården. Risinges hovedbygning er opført af Hugo Praëm i 1750. Hovedbygningen fik i 1903 selskab af den karakteristiske firkantede tårnbygning, og i 1950’erne blev der opført nye avlsbygninger syd for hovedbygningen.
