Kullerup Sogn ligger placeret centralt i Nyborg Kommune og afgrænses af nabosognene Skellerup, Ellinge, Refsvindinge, Vindinge og Hjulby. Sognet har i dag en fin regulær afgrænsning, men frem til 1970’erne lå sognegrænsen helt anderledes. Nabosognene Skellerup og Kullerups fælles sognegrænse fulgte ikke en naturlig linje, tværtimod var grænseområdet spækket med små bidder af forskellige sogne. Kullerup havde således 5 små enklaver i Skellerup sogn samt en enkelt i Refsvindinge, og omvendt havde Skellerup Sogn tre enklaver og Ellinge en enkelt i Kullerup Sogn. I forbindelse med kommunesammenlægningerne i 1970 fik sogneskellet imellem Kullerup og Skellerup ny funktion. Den gamle sognegrænse blev nu kommunegrænse. Den indviklede grænsedragning duede ikke som kommunegrænse, og de to sogne fik derfor 1. april 1972 en lovbestemt ny sognegrænse, uden enklaver.
Der er i dag ingen fredede oldtidsfortidsminder i Kullerup sogn, og i kilderne har Kullerups fortid heller ikke efterladt sig mange spor. Præsteindberetningen til oldtidsmindeforskeren Ole Worm fra 1623 koncentrerer sig om det yngre Juulskovkors, mens der ikke levnes plads til beskrivelse af andre fortidslevn. Små 200 år senere har vi igen en præsteindberetning fra sognet, og her findes måske en af forklaringerne på sognets usynlige fortid. Præsten har ikke fundet spor af oldsager på markerne. Han omtaler dog en ”saakaldt Kiæmpegrav eller Gravhøy”, men den gravhøj var i 1807, ifølge præsten, for længst ødelagt, stenene sønderslået og brugt til stengærder. Juulskovkorset var et middelalderligt stenkors. I løbet af 1700-1800-tallet blev korset efter sigen de kløvet og anvendt som byggematerialer, og korset eksisterer derfor desværre ikke længere.
Kullerup Kirke er opført i midten af 1100-tallet. Den oprindelige middelalderkirke, som bestod af kirkens kor og skib, er opført af kampesten på en sokkel af tilhuggede sten. Kirken ligger omkranset af et meget gammelt kirkedige i kampesten. I slutningen af 1500-tallet besøgte biskop Jacob Madsen Kullerup kirke. Biskoppen konstaterede, der stadig hang en katolsk altertavle i kirken, og derudover noterede han i sin visitatsbog; ”Hr. Rasmusis Biug [byg] i Kirken. Kirkeladen bruger Hr. Rasmus til en Stuffue; er indbyget i hans Salsze[stuehus]. Biskoppens noter må tolkes som om, at Kullerups præst har indrettet sig en stue i kirkeladen, og at han derfor er begyndt at bruge kirken til opmagasinering af det byg, som rettelig havde sin plads i kirkeladen. Kullerup kirke var i hovedgårdseje indtil 1920, hvor den overgik til at være selvejende.
I 1231 optræder Kullerup , eller Colthorp, første gang. Forleddet kan være ”kol”, kul, der antyder, at der er foregået kulsvidning på stedet, men der kan også være tale om navneordet ”koll” eller ”kull”, som betyder "nøgen bakke”. Derved kan navnet knytte sig til bakken hvorpå Kullerup Kirke ligger. Kullerup rummede i 1572 13 gårde, og det antal lå stabilt gennem de næste århundreder. I 1794 gennemgik byen en udskiftning, og Kullerups bønder fik omfordelt deres marker. I den forbindelse blev næsten halvdelen af byens gårde flyttet ud til deres nye jord. Oprindeligt lå de fleste af byens gårde langs Kullerup Byvejs snoede forløb, og især i den sydlige ende af byen lå gårdene tæt. Efter udflytningerne blev afstanden mellem de tilbageværende gårde større, og Kullerup fik sit nuværende åbne udtryk.
På byvejen i Kullerup ligger der to markante rødstensbygninger, Kullerup Byvej 2A og Kullerup Byvej 7. Bygningerne er fine repræsentanter for den såkaldte ”Bedre Byggeskik”-stil - en arkitektonisk retning, der opstod omkring Første Verdenskrig og var dominerende i Danmark et par årtier frem. De to huse i Kullerup skyldes arkitekten Ejnar Mindedal (1892-1975). Som ganske ung slog han sit navn fast i arkitektkredse, da han tegnede svømmehallen ved Ollerup Gymnastikhøjskole. I årene derefter markerede han sig med en række byggerier som traditionalist i bedste Bedre Byggeskik-stil. Kullerup Byvej 7, sognefogedgårdens stuehus, blev opført i 1929, og året efter fulgte Kullerup Byvej 2A, der blev opført som kommuneskole med tilhørende lærerbolig. Begge ejendomme er fine, harmoniske bygninger i røde sten.
Såderup nævnes første gang i 1482. Bynavnet formodes at komme af det gammeldanske navneord ”sath”, der betyder udsæd, afgrøde eller korn. Ud fra navnet må man formode, at byen er anlagt her på grund af jordens frugtbarhed. Såderup er en såkaldt ”torp”, hvilket betyder at byen er opstået ved at bønder er flyttet ud fra en nærliggende by. Byens specielle placering, midt i et regulært sognegrænsepuslespil, kan imidlertid indikere, at den nuværende bebyggelse er resultatet af en sammenlægning. Såderup har formentligt på et tidspunkt opslugt en anden bebyggelse beliggende i nabosognet Skellerup. Det nuværende Såderup er derfor formodentligt en kombination af to torper med udgangspunkt i hver sin hovedby.
Såderup ligger i Kullerup sogn, men byen var indtil 1972 delt imellem Kullerup og nabosognet Skellerup. Såderup er formentligt på et tidspunkt blevet lagt sammen med en landsby fra nabosognet. Derved er Såderup kommet til at bestå af bønder, der skulle betale tiende til hver deres præst i henholdsvis Kullerup og Skellerup. Så længe landsbyen havde fælles bymark, hvor alle fik deres andel, var opdelingen ikke noget problem. Men efter udskiftningen, hvor de enkelte gårde fik deres markstykker samlet rundt omkring byen, blev man nødt til at fastlægge sognegrænserne i forhold til disse markstykker, så præsterne i henholdsvis Skellerup og Kullerup vidste, på hvilke marker de skulle opkræve deres tiende. Det har derved været præsternes tiende-ret, der har sat sit præg på sognegrænsens specielle udformning.
Juulskov er en fin, lille renæssanceherregård, der kendes helt tilbage fra 1300-tallet. Gården er anlagt som eneste gård. Den toetages hovedbygning i røde sten er opført omkring 1590, men ombygget to hundrede år senere. Op gennem 1700-tallet var Juulskov ret misligholdt. Det ændrede sig markant, da præsten Friderich Bagger i 1760 købte gården. Bagger var en dygtig landmand, der forsøgte sig med nye afgrøder og maskiner, og hans evner og ideer omdannede Juulskov til et mønstergods. De gamle sidefløje, der var opført i slutningen af 1600-tallet, brændte i 1862, og i stedet opførtes den nuværende sidefløj i stil med hovedbygningen. Endnu en brand ramte i 1899, hvor gårdens avlsbygninger blev ildens bytte. Avlsbygningerne blev siden genopført på modsatte side af vejen, sammen med en forvalterbolig, et nyopført mejeri og ishus.
Der findes mange sagn om Juulskov Gods, og rigtig mange af dem omhandler et træ, nemlig et stort takstræ i Juulskovs have. Ifølge folkesagnene indgik en ejer af Juulskov en pagt med Fanden. Hvorvidt han gjorde det på grund af økonomi, eller med ønsket om at undgå udenomsægteskabelige børn, kommer an på fortælleren, men fælles for de fleste sagn er, at ejeren skulle blive Fandens ejendom, når der ikke længere var et grønt træ i skoven. Da efteråret nærmede sig, begyndte ejeren at fortryde sin aftale, og han fandt på, at han, ved at plante et stedsegrønt takstræ, kunne omgå pagten med Fanden. Da Fanden kom for at inddrive sin gæld, blev han så vred, at han overførte pagten til alle efterfølgende ejere af Juulskov. Derfor står der stadig den dag i dag et grønt takstræ i haven på Juulskov.
Kullerup Sluse ligger i grænselandet mellem flere sogne, men det er efter Kullerup, at slusen har fået sit navn. Slusen ser beskeden ud, men den var en vigtig forudsætning for udviklingen af Nyborg Slot og by. Allerede ved borgens anlæggelse i starten af 1200-tallet besluttede man at dele vandet i Vindinge Å, så en del af strømmen blev ledt mod øst ad udgravede kanaler til det, der siden blev til Nyborg. På den måde kunne kongens mænd og byens borgere få adgang til frisk vand, der kunne etableres mølledrift, og borgen kunne få vand i sin voldgrav. Inde i byen blev vandet fra Kullerup i middelalderen ledt til byens brønde gennem et nedgravet vandforsyningssystem af udhulede træstammer. Uden vandet fra Kullerup Sluse var Nyborg formentligt ikke blevet udpeget som landets første kongelige residensstad.
