Skellerup Sogn ligger omgivet af nabosognene Ullerslev, Aunslev, Nyborg, Kullerup, Ellinge og Rønninge. Indtil 1972 bestod grænsen mellem Skellerup og Kullerup sogne af områder liggende som små ”øer” inde i nabosognet, så sognegrænsen lignede mest af alt et puslespil. Placeringen af vore dages bebyggelser er et resultat af vores forfædres jagt efter den bedst mulige landbrugsjord. I jernalderen flyttede man bebyggelserne rundt i området, og det var først efter opførelsen af stenbyggede kirker, at byerne blev liggende, der hvor de ligger i dag. I Skellerup sogn har arkæologerne fundet en del af de gamle bebyggelser, så man ved, at der har været en omfattende og velhavende bebyggelse i området allerede i jernalderen.
I 2016 gjorde to amatørarkæologer et enestående fund. En tur med metaldetektoren på en mark nær Skellerup gav et kraftigt udslag, og op af mulden dukkede - ad flere omgange - 21 sølvmønter. Mønterne var slået i Romerriget mellem ca. 150 og 10 år før Kristi, og de fleste var romerske denarer. Blandt denarerne var to mønter præget med kejser Galba. Han var kun kejser i et halvt år omkring årsskiftet 68/69, så vi kan derfor indsnævre dateringen meget. Mønterne lå spredt over et større område, så det er ikke sikkert, at de udgør en samlet ”skat”. Specielt de to denarer med Galba blev fundet langt fra de øvrige mønter, og de er derfor ikke nødvendigvis nedlagt sammen med de øvrige. Tidligere kendte man i Danmark kun en snes romerske mønter præget før Kejser Augustus’ tid, men med Skellerupskatten fordobledes det antal.
Relikvie i altertavlen Skellerup Kirke er opført i den tidlige middelalder. Kirken er oprindeligt indviet til den katolske helgen Skt. Katarina. Katarina af Alexandria var, ifølge overleveringerne, en kristen jomfru, som led martyrdøden. Helgeninden afbilledes ofte som en jomfru med sværd og et hjul. Katarinadyrkelsen er kendt i Danmark fra omkring år 1200. Skt. Katarine er afbilledet på kirkens over 500 år gamle altertavle, som helt op i 1900-tallet var kendt for at rumme et relikvie, nemlig selve helgenindens kranie. Kalkmalerierne i Skellerup kirke er erklæret bevaringsværdige. Malerierne forestiller forskellige mønstre; blandt andet en cirkel, en trekant, en firkant og en passer-roset. Døbefonten i Skellerup Kirke er fra 1666. Den er udført i træ og har bevaret sine oprindelige bibelske malerier. Døbefonten blev restaureret i 1940’erne.
Første gang Skellerup nævnes i de skriftlige kilder er i 1414, hvor Jens Strangesen fra "Skeldorp” besegler et tingsvidne på Vindinge Herredsting. Skellerup har fået navn efter sin placering i ’’skellet” mellem de to herreder, Vindinge og Aasum. Skellerup er den oprindelige by i sognet. Den første bebyggelse i Skellerup lå byens sydlige del, og kirken og præstegården lå derved oprindeligt isoleret nord for landsbyen. Skellerup havde derfor oprindeligt hele sognet som sit område, men med tiden flyttede beboere fra byen og grundlagde Biskopstorp, Såderup og Skovballe. Alle tre byer gjorde indhug i Skellerups ejerlav, og det samme gjorde Hindemae. Skellerup bestod i 15-1600-tallet af 12-15 gårde, men fra midten af 1800-tallet begyndte der for alvor at blive bygget huse i byen, og denne udvikling fortsatte op gennem 1900-tallet.
Skovballe er en såkaldt rydningsby. Det, at Skellerup er en rydningsby, betyder, at dens placering er meget nøje udvalgt. Byen er anlagt ved at man har ryddet et stykke af skoven, for at gøre plads til byen. Skovballe kendes tilbage til 1489, hvor den betegnes ”Skowballi”. ”Skovballe” betyder skråningen i skoven, og navnet er derved aflagt af byens placering. I vore dage er skoven ikke længere dominerende omkring byen, men tidligere så land skabet helt anderledes ud i området omkring Skovballe.
Såderup, eller ”Saaderop” omtales første gang i 1482. ”Sath” betyder korn eller afgrøde, så byen er formentligt blevet anlagt ved den gode jord. Langt den største del af Såderup ligger i dag i Skellerup sogn, men sådan har det ikke altid været. Faktisk lå det meste af byen tidligere i Kullerup Sogn. Såderup er anlagt af bønder fra Kullerup. Med tiden opslugte byen en mindre bebyggelse i Skellerup Sogn, og derved kom Såderup til at bestå af sognebørn, der hørte til enten Kullerup eller Skellerup. Da bønderne i forbindelse med udskiftningen fik marker længere fra byen, blev sognegrænsen lagt rundt om deres enkelte matrikler, og sognegrænsen fik derved et meget særegent udtryk. Sognegrænsen gennem Såderup blev fra 1972 kommunegrænse, man forsimplede grænsedragningen, og størstedelen af Såderup blev derved indlemmet i Skellerup Sogn.
Hindemaes historie kan følges tilbage til 1326. Herregårdens navn betyder "Hindernes eng”, men det smukke navn står i skarp kontrast til en blodig hændelse i 1598. Godsets ridefoged var en brutal mand, og en dag fik bønderne nok. Seksten af godsets bønder overfaldt ridefogeden bevæbnet med leer. Resultatet blev fatalt, både for ridefogeden, og for bønderne, der alle blev dømt og henrettet i Odense. I 1789 opførte hofjægermester Ove Johan Vind en ny hovedbygning på Hindemae. Han lod sig arkitektonisk inspirere af Glorup og Odense Slot. Vinds oprindelige sidefløje blev fjernet i 1826, og derfor står hovedbygningen i dag med vinduesløse murflader ud til gårdspladsen. I 1839 blev Hindemae solgt til Carl Juel-Brockdorff. Herregården blev derefter drevet sammen med Valdemar Slot, Scheelenborg, Brockdorff og Hollufgaard. Hindemae er i dag stadig i slægtens eje.
Biskopstorps historie kan følges tilbage til 1489, hvor Biskopstorp var en landsby, som omtaltes under navnet "Beskops torpp". Landsbyen bestod i 1600-tallet af seks gårde og et enkelt hus. Den tilhørte i senmiddelalderen biskoppen i Odense, og det er efter dette ejer skab, den har fået sit navn. Efter reformationen, hvor biskoppen mistede sin ejendom, blev byen underlagt Kronen. Senere blev byens gårde solgt til Hindemae og Rønninge Søgård. I forbindelse med udskiftningen i 1793 flyttede fire af byens daværende fem gårde ud til deres nye marker, hvorved selve landsbyen blev opløst. Den tilbageværende gård, "Biskopstorp" fik i løbet af 1800-tallet status af hovedgård.
På Højbjergvej i Skellerup ligger der noget så eksotisk som en 30 m høj pyramide kronet af et elmetræ. Pyramiden er skabt af en skolelærer, der tog moderne midler i brug i sin undervisning. Lærer og degn Mads Hansen blev ansat ved Skellerup skole i 1822. Degnen underviste blandt andet i historie, og han ville derfor anskueliggøre for sine elever, hvordan pyramiderne blev bygget. Det fortælles, at han satte drengene til at slæbe store granitsten op på højen, mens pigerne, i deres forklæder, skulle bære sand og grus til byggeriet. Resultatet blev en 30 m høj pyramide. Pyramiden fik naturligvis navn efter sin skaber, og blev derfor kaldt "Degnens Høj". Degnens høj er opbygget som en sneglehus formet høj med en sti langs kanten helt op til toppen.
Med sin ydmyge placering ved en grusvej - og som de fleste vandmøller delvis gemt af vejen i en dalsænkning - er Grønne Mølle lidt af en skjult perle. Der har været vandmølle på stedet siden 1557. Men det nuværende stuehus, vandmøllen, kanalerne i haven, brolægningen i gården og mølledammen med dige og dæmning er fra midten af 1800-tallet. Møllegården har fritliggende stuehus og sammenbyggede avlslænger. Stuehuset, som er både beboelse og mølleri, ligger på en skråning. Der er direkte adgang fra stuehuset til møllen, der står med intakt inventar såsom grubbekværn og melkværn. I 2016 blev den fredede mølle udstyret med nyt møllehjul. Ikke så mærkeligt, at Grønne Mølle har været nomineret til Danmarks smukkeste bondegård.
